Malerinden Kirsten Berg og diktatur i kunsten - 1966
Kirsten Berg i sit atelier med et af de malerier,
hun selv holder mest af: Familiens to småpiger Eva og Pia
Kun få hundrede meter fra hovedvej A 11 ved Skovsgård ligger Øster Svenstrup gamle skole. Nu er skolens klasseværelser ryddet, penalhuse, støvede grammatiker og slidte pulte er forsvundet. Men bygningen står der stadig med sine vinduer ud mod det bølgede Han Herred landskab: Fosdalen og Limfjorden ikke langt borte. Alligevel er fruen i huset, malerinden Kirsten Berg, ikke naturskildrer. Hun finder sine motiver i børnenes tankeverden - og hun maler naturalistisk.
- Kun få gange har jeg malet andre end mine egne børn, fortæller Kirsten Berg. Og det er jeg endda gået bort fra igen, dels fordi det er vanskeligt og utilfredsstillende at male på bestilling, som jeg har prøvet et par gange, dels fordi forældre, der ønsker deres børn foreviget, stiller alt for store krav i retning af det naturalistiske til maleriet. Nok maler jeg naturalistisk, men ikke med udpensling af hvert ansigtstræk hos barnet. Det, der først og fremmest må skildres, er børnenes tankeverden - og det forsøger jeg at gøre.
Kirsten Berg er født 1923 i Skelund i Himmerland, hvor hun allerede i sine helt unge år begyndte at interessere sig for malerkunsten. Det egentlige stød frem mod sin tilværelse som malerinde fik hun som sygeplejeelev, hvor hun morede sig med at tegne tushtegninger af børnene. Først efter sit ægteskab med maleren Poul Berg i 1944 begyndte Kirsten Berg at arbejde i farver, og oliemaleriet har siden været det dominerende i hendes produktion.
Diktatur i kunsten
- psykologien spiller en meget stor rolle i malerkunsten, siger Kirsten Berg. Dertil kommer en vis ydmyghed over for det emne, man som kunstner har valgt. Dette krav omgås alt for ofte af nutidens malere. Vor tid har en vis hang til det diktatoriske overfor non-figurativ malerkunst. Hvis et maleri umiddelbart gengiver noget fatteligt, kaldes det banalt. Kulturpaver har vel sjældent haft så store magtbeføjelser inden for kunsten som nu.
De ynder at stille sig uden for samfundet, vil gerne sammenlignes med fortidens store kunstnere som Cezanne og Gaugin. Deres forsøg virker blot fattigt, de har jo netop folket med sig og samtidig halv-officiel støtte: Lige det modsatte af fortidens malere.
- Hvor udøves der diktatur?
- Det er meget let at pege på stederne. Måske lyder det dramatisk, når jeg påstår, at akademiet til en vis grad er med i denne ensretning af kulturlivet. Men noget om snakken er der altså. Akademiet presser kunstnere ind i bestemte former, hvorefter disse må kæmpe for overhovedet at finde frem til en personlig stil.
Jeg selv er autodidakt, selvlært, og har måske ikke haft problemet helt så tæt inde på livet som mange andre. Men jeg kender flere kunstnere, der aldrig har fundet frem til noget personligt - netop fordi akademiet stillede alle dets normer og regler op uden at give eleverne mulighed for fri udfoldelse.
Kunst er ikke noget man kan lære. Kunst er det uhåndgribelige, der kommer ud af én bestemt oplevelse - og denne oplevelse skal skildres uden skæven til tidligere tiders eller nutidens herskende stil.- Afskaffelse af akademiet?
- Det tør jeg ikke sige. Selvfølgelig giver akademiet eleverne en teknisk fordel, men mere skal de heller ikke have. Jeg ønsker ikke at en bestemt klike skal dominere det danske åndsliv med moderne diktatur.
Hvordan kan kunst for øvrigt være moderne?Forkert statsstøtte
-Kunststøtten?
- Ja, den har også visse uheldige træk. Jeg mener absolut, at vi bør støtte kunstnere, der virkelig trænger til hjælp. Men det skal ikke være sådan, at det samme lille kultur-gejstlige hieraki sidder på statskassen og velvilligt deler understøttelse ud til hinanden - en støtte som mange gange kan være både forkert eller unødvendig.
Fordi man er minister, betyder det ikke, at man samtidig er den store kunstkender. Det er der heller ingen, der forlanger, men netop af den grund er det ikke rigtigt, at ministeren og hans hjælpere skal afgøre, hvem der er kunstner, og hvem der er fidusmager. Forskellen er undertiden meget svær at få øje på.
KUNST Nr. 7 - 1966 - Kirsten og Poul Berg
